Gå direkte til indhold

Idrættens historie i Danmark

Et overblik over de vigtigste milepæle inden for idrættens historie

 

Selv før stiftelsen af DIF kunne man nemt finde idræt på programmet i hverdagen. Allerede i 1799 åbnede et offentligt gymnastisk institut i København, og i 1814 blev skoleloven lavet om, så idræt nu blev et fag i folkeskolen. Både hestevæddeløb og kapsejlads blev dyrket i henholdsvis 1834 og 1858. Faktisk blev det første hestevæddeløb i Danmark allerede afholdt i 1771 af Struensee på Nørrefælled i København, men det blev desværre en engangsforestilling. Ved sejlsportens begyndelse var søofficerer, godsejere, handelsmænd og håndværkere blandt pionererne. Sejlbådene var ikke ligefrem billige, men initiativtagerne håbede alle sammen, at sejlads kunne blive en sport for alle, rig som fattig. Det var dog et andet ry som sporten fik, nemlig en mere eksklusiv forening for velhavende borgere.

"Traditional football" eller folkefodbold kan faktisk spores helt tilbage til det 12. og 13. århundrede, måske endda endnu tidligere, i et spil, hvor spillerne brugte stokke og bolde. Et vigtigt tiltag for foldboldspillet var dets rolle i skoleidrætten. Både langbold og fodbold blev anbefalet, på grund af spillets ufarlighed og simple krav til materialer, men også fordi der var fokus på kammeratskab og disciplin. 

I 1861 dannes skyttebevægelsen, som var den første organisation for idræt i Danmark, der blev støttet af staten og som skulle medvirke til at styrke forsvarsevnen over for truslen fra syd. Flere nye sportsgrene blev tilknyttet skyttebevægelsen blandt andet cricket.

Nye sportsforeninger og flere idrætsanlæg
I slutningen af 1860’erne blev flere idrætsforbund stiftet med inspiration fra engelsk sport. Det var blandt andet roning, fodbold, gymnastik og cricket, der kom på programmet. Med disse moderne idrætsgrene, som en del af den almindelige borgers hverdag, begyndte der i 1860’erne og frem at dannes nye sportsforeninger.

I 1881 oprettes Københavns første legeplads for børn, og fra 1887 begyndte der så småt at blive lavet tennisbaner, cykelbaner og fodboldbaner. I 1971 fandtes 365 idrætshaller på mere end 800 km2, og bare 20 år senere, i 1992, er antallet steget til 1.239. I takt med at antallet af idrætsanlæg øges begyndte idrætsbilledet at ændre sig i Danmark. Hvor det i mellemkrigstiden og i 1950'erne var almindeligt at gå til gymnastik om vinteren og fodbold, håndbold eller atletik om sommeren, kunne man nu dyrke den idrætsgren, man havde lyst til hele året rundt.

Fritidsloven og Folkeoplysningsloven
Fritidsloven blev vedtaget i 1968, og det betød, at den kommunale kasse åbnede for idrætsforeningerne. Formålet med loven var, at offentlige lokaler og anlæg skulle stilles gratis til rådighed for alle. Men op igennem 1980'erne begyndte fritidsloven at blive kritiseret for blandt andet at være for styrende og bureaukratisk og for at stille foreninger i private lokaler dårligere end foreninger i kommunale lokaler. Derudover begyndte man også at tænke i nye baner. Blandt andet interesserede man sig i højere grad for aktiviteter på tværs af alder, køn og aktivitetsgrænser. Derfor blev fritidsloven afløst af folkeoplysningsloven i 1990, som betød, at nu var det op til kommunerne selv at bestemme, hvor mange penge de ville bruge på aftenskoler, foreninger og ungdomsklubber. Folkeoplysningsloven bygger altså på en efterspørgsel omkring at kunne afstemme støtten efter lokale behov og ønsker, til forskel for fritidsloven, der stræbte efter at skabe lige vilkår for alle.  

I dag er dansk idræt meget afhængig af den offentlige støtte, og idrættens hovedorganisationer finansieres næsten fuldt ud af overskuddet fra tips og lotto. Mere end halvdelen af idrætsforeningernes udgifter dækkes af gratis leje af kommunale idrætsanlæg, tilskud til private idrætsanlæg og direkte økonomiske tilskud. Men sådan har det ikke altid været. Tipningen begyndte først i 1949, og de kommunale kasser blev først åbnet for idrætsforeningerne, da fritidsloven trådte i kraft.

 

Information om cookies.

Accepter